Inddragelse

Klientadgang til uredigerbare kommentarer til journaler

Wulfi

Som det er i dag, hvor journalen inddrages som "bevismateriale" i forbindelse med patientklager, fejlbehandling etc. burde følgende elementer tilføjes:
1.) Klienten skal have adgang til at skrive kommentarer og spørgsmål til personalet i sin egen journal. Ved fra erfaring, at journalen ikke er sandhedsvidne, - og dermed kun kan betragtes som et partsindlæg.
2.) Der må aldrig slettes i en journal. Alt, der er skrevet (gemt) i en journal er en del af processen, og skal følgelig altid kunne rekonstrueres til et giver tidspunkt. Hvad stod der i journalen på en given dato!!

Kommentarer (4)

Anonym
07.02.2015 :

Vedkommende har ret. Det er dybt uansvarligt at en journal kun indeholder sundhedspersonales holdninger vedr en indlagt.
Vi må aldrig glemme at kun Jeg kan mærke Hvad der sker i min krop, og du i din.
Derfor er det problematisk at journaler tages som bevis og som sandhedsvidne i enhver kontakt med sundhedsmyndigheder, også i klagesager, hvor det stort set er umuligt at få sin sag behandlet udfra Fakta, men kun udfra lægers journalskrivning.
Skrevet af sundhedsudd. Med anden uddannelse.
Susanne Holgaard Svendsen.

Tage Holm Thomsen
02.03.2015 :

Alt sammen helt rigtigt. Som det er nu, er klageinstanserne som et uretfærdighedens Paradis kun til skade for de fejlbehandlede patienter og meget dyrt for den enkelte patient og samfundet, og kun til gavn for uduelige og uærlige behandlere, der kan langtidsparkere fejlbehandlede patienter i klageinstansernes arkiver, så fejlbehandlingerne kan fortsætte uændret, og sygehusledelsen til sidst kan bryste sig ved at proklamere, at den fejlbehandlede patient ikke har fået medhold i sin klage.
Med magten over journalen og magten over, hvad der skal gives af informationer/vildledende misinformationer, så har behandlerne også magten til at tvinge en fejlbehandling igennem, samtidig med at den bliver journalført som værende fuldstændig fejlfri, hvorved patienten risikerer at få alle følger overladt til sig selv, da alle klageinstanser betragter en journal som et sandhedsdokument, og dermed en patient som en løgner, der ved at klage får nok et løgnestempel banket fast på sin pande.
Jeg har selv brugt adskillige årsværk i et forgæves forsøg på at få en ærlig forklaring, status og løsning for følgerne af en dikteret fejlbehandling, som jeg med en falsk facade af vildledende misinformationer, direktiver, trusler og blinde henvisninger ingen muligheder havde for at hindre, da jeg blev fraholdt al brugbar information - herunder indsigt i, hvad der blev journalført - og da klageinstanserne uden videre skal lade al tvivl komme sygehuset til gode, så bliver en journal, som jeg ikke kunne få udleveret på sygehuset med den begrundelse, at jeg kunne skrive efter den, når jeg kom hjem, og så efterfølgende skrev adskillige breve i et forgæves forsøg på at få den udleveret, indtil jeg klagede til det jeg kalder for Patientklageafvisningsnævnet, hvorefter der i langsom tempo dukkede få forfalskede og censurerede dele op.
Der findes ikke anden patientsikker løsning, end enten at nedlægge de meget dyre og uretfærdige klageinstanser, og fritstille alle borgere til selv at kunne vælge behandlere og behandlingssted - eller lave lov om, at der skal foreligge en patientgodkendelsesunderskrift af det journalførte behandlingsgrundlag og den modtagne information med vedlæggelse af evt. patientrettelser/kommentarer, så en patient sikres medbestemmelse over en planlagt behandling.

Anonym
10.06.2015 :

Enig med de andre indlæg. Jeg har følgende forslag:
1. Patienten skal have lejlighed til at se hvad der skal skrives inden der nedfældes i den elektronisk version (for evigt) - og ned ægge veto ved uenighed.
2. Patienten skal have den samme mulighed/rettighed for skriftligt (i journalen) at tilbagevise urigtige påstande eller uetiske formuleringer,
3. I enighed med lægen, diskutere hvad der bliver skrevet i journalen (dialog). Nok den bedsit løsning for alle parter.
Som det er nu, er det ganske enkelt urimeligt for patienten, og stik imod den politiske idé om empowerment for patienter på landets syghuser.

Susanne
31.01.2016 :

set i lyset af de fejlbehandlinger,som er sket, i form af tvangsindlæggelser og tvangsmedicineringer på lukkede psykiatriske afdelinger, mener jeg at det er relevant at personale og den danske regering fremkommer med en undskyldning.
Tvangsmedicinering har uhyggeligt destruktive følger for denn det er gået ud over.
De mangessymptomer, som f.eks tab af ænder, skyldes både medicinens virkning, men også de traumatisernde fysiske overgreb, som er forbundet med påtvungen medicinering.
Forestil dig, at du bliver holdt fast af seks voksne mennesker, som omringer dig , mens du er lagt ned på ryggen i en hospitalsseng. Alle holder de fast i dig, undtaget den der sprøjter den giftigt virkende medicin ind i din krop.
Du ligger der, og VED, at du bliver meget, meget syg, af stofferne, fordi du er intelligent. !
Du spænder naturligvis imod, og den kærlighed du består af, forvandles til had mod de mennesker, som bruger deres fysiske magt, de ser dig ikke ind i øjnene, de siger ingenting..
Men udtrykket i deres øjne, er hårdt og de ser ud som om de ikke er tilstede .
Hvem er ved sine sansers fulde brug i den situation ?
Psykiatere er ikke alvidende, men vil tilsyneladende gerne fremstå som om de er.
Og det øvrige personale følger blindt deres leder .
Alle mener de at de gør det nødvendige, de gør sig til herrer over dit liv, din krop, dine evner og resourcer.
De taler med ord som ,« DIN SYGDOM» og «DIN MEDICIN» OG « DIN STUE» , men du ved godt inderst inde, og du har allerede gjort dem opmærksom på at de ike kender dig , og at du fordi du ikke har tillid til dem og deres magtbeføjelser, ikke kaan bruge deres metoder til noget godt.
Psykiatrisk behandling, som den har foregået i mange år, er under al kritik.
Jo, jeg har talt med en som var glad for at være på en lukket afd, for så kunne hun ikke gøre sig selv ondt !
Men når du godt selv ved, at det eneste du har behov for er kærlighed, og oprigtige mennesker, med vilje og respekt til at forsøge at forstå dig, og hjælpe dig med blidhed, sund mad og små kærlige puf, mens du genfinder din fysiske og mentale følelsesmæssige resourcer , frem igen, da virker fysisk magtanvendelse fuldstændigt sygt og hjerteskærende unødvedigt.
Hvis du føler dig svigtet i den situation, i den rolle de påtvinger dig, er det ikke spor mærkeligt.
Det mærkelige er, at mennesker i hobetal har forsøgt at få såvel familie og venner, ansatte , samt borgere og politikere i tale i årevis.
Og ved du hvor mange resourcer det koster, for et menneske, m er blevet mishandlet, misforstået og undervurderet, p grund af en lovgivning, som dels bygger på antagelser og fordomme, mere end fakta ?
Det er enhver borgers ret og pligt, i dette land at deltage i at ændre den lovgivning, fordi loven remmer både de tvangsindlagte, som har brug for at blive behandlet på en helt anden og betydeligt mere intelligent måde, men også disses familier og andre relationer.
Der er en mistro overfor folk, der ikke medgiver de ansattes og systemets ret til at mishandle folk.
Jamen vedkommende var jo ved at dø, kan et af argumenterne være.
Men hvis vedkommende virkelig var ved at dø, så hjælper det da ikke at itcinge vedkommende stoffer, på en måde og af et indhold, som skaber livstruende tilstande i kroppen.
Vi skal have mere focus på vores eget individuelle ansvar for om vi vil leve eller dø, men i allerhøjeste grad i fællesskab hjælpes ad med at komme gennem kriser, såvel eksistentielle, som økonomiske kriser. Og det er i virkeligheden to ord, som hænger sammen.
Sålænge mennesker ses ned på og bliver kalt « svage» fordi ingen vil tage imod deres viden og erfaringer, og lønne dem for at gøre et stykke arbejde, fordi der er en herskende norm for hvad der er fint og rigtigt, og vi ikke alle tilslutter os den samme holdning, da vil vi leve blandt hinanden, men være imod hinanden, og det er ingen tjent med.
Men desværre er der ikke mange der vil tale åbent om deres egen angst.
Angsten for at dø, angsten for t blive sindsyg, angsten for at nogen gør en eller ens nærmeste ondt. Heller ikke mange taler i denne tid, ærligt om vreden som kan fylde et menneske, når kyniske personer har slået ihjel , for vi fyldes af billeder og ord om ondskaben i verden, som om det ikke vedrører os.
Men det gør det jo, for vi er alle mennesker eller womennesker, og alle har vi sanser og følelser.

Skriv en kommentar til idéen

Dette website anvender 1. og 3. parts cookies til teknisk funktionalitet, trafikmåling og brugermåling for at optimere websitet og levere den bedst mulige brugeroplevelse. Hvis du navigerer videre på sitet uden at ændre dine indstillinger, antager vi, at du accepterer at modtage cookies fra voressundhedsvæsen.dk

Læs mere om cookies, og hvordan du sletter dem, klik her